Vejledning for patienter
Den primære behandling med akupunktur foregår ved hjælp af små, sterile nåle. Når diagnosen er stillet efter den indledende samtale, indsætter lægen et antal nåle gennem huden i udvalgte akupunkturpunkter. Nålene skal sidde et stykke tid, fx 20 minutter, og nogle gange vil lægen med mellemrum dreje lidt på dem.
Hvis man hører til dem, der ikke kan lide at se blod eller blive stukket, fx ved vaccinationer og blodprøver, kan man tage det helt roligt - nålene stikkes ikke så dybt, at det bløder. Det kan gøre en smule ondt i starten, men det fortager sig hurtigt.
Lægen vil desuden rådgive om, hvad du selv kan gøre derhjemme for at få det bedste udbytte af behandlingen.
Vi anbefaler, at du kontakter en læge, der jævnligt udfører akupunktur, hvis du vil vide mere om behandling af din lidelse med akupunktur.